↩ UNDSELIG og spædlemmet, med uskyldsblå øjne i et rødkindet barneansigt omgivet af et langt gult hår, der hang ham ned på skuldrene, men med en fremragende fortand, der kundegive ham et noget bidsk udseende, når han tillod sig at ironisere - således var den endnu ikke femtenårige student, som kammeraterne med spøgefuld varme kaldte "jomfru Bruun". Han var elskværdig og fordringsløs, damerne syntes godt om ham, og han holdt sig gærne til dem. Rahbek, som ganske vist er noget genegen til at tale vel om sine venner - og var hvermands ven - priser ham for "hans personlige elskelighed, hans blidhed, hans varme for alt ædelt og godt, hans ualmindelig rene sæder, ligesom og i ildebrandens dage [1795] hans raskhed, tjenstfærdighed og personlige uforsagthed." Hvem skulde tro, en slig sød og fjalet jydedreng kunde blive en af de hjemlige revolutionsheroer?