↩ Efter at være blevet privat dimitteret med udmærkelse til universitetet i maj 1790 begyndte den unge bondestudent at dyrke først teologien, siden jurisprudensen; men tiden var fyldt af revolutionsårenes uro, og allerede som ganske ung havde det været den spirende radikalers drøm "engang at komme til at stå ved siden af Heiberg." I skarp tone fik de nye ideer udtryk hos frihedskære skribenter som N. D. Riegels, M. G. Birckner, P. A. Heiberg og adskillige andre. Det var unægtelig mere spændende for et følsomt og let påvirkeligt gemyt som Malthe Bruun at tage aktiv del i striden for frihed end flittigt at læse sig frem til et præstekald, og i august 1794 lagde VII han derfor ud på sit litterære korstog med første nummer af Vækkeren. Et Blad for menig Mand, der er blevet betegnet som på en måde vort første arbejderblad. Uheldigvis faldt dets udgivelse sammen med en tømrerstrejke, så bladet efter tre numre blev forbudt, og bogtrykkeren Vinding (Bruun skrev ikke for fordel, men for vinding, sagde man) blev idømt en bøde, der dog dækkedes af en indsamling til forfatteren, som "værdig til et agtelsestegn for fremsatte vigtige og nyttige sandheder". Den unge forfatter havde nu faaet blod på hugtanden og fortsatte efter årsskiftet med et nyt blad Jerusalems Skomagers Rejse til Maanen, en satire i Niels Klims maner, der pådrog ham en ny proces, men ingen dom. Også i en teaterpolitisk strid med Heiberg, den såkaldte "Dyveke-fejde", blev han inddraget, men tabte snart interessen for så fredsommelige spørgsmål. Ind imellem skrev han ligeledes lyriske digte, der gør ham til et ikke uvigtigt overgangsled i dansk lyriks historie mellem Ewald og Oehlenschlæger.