↩ Imidlertid havde biskop Balle, der med sin berømte "lærebog" jo selv havde leveret en katekismus af noget anden art, fået fat i det lille værk og angav det efter to dages betænkningstid for kancelliet, ikke fordi det spottede over religionen, "thi den forsvarer sig selv ved sin egen kraft", men for dets politiske tendens. Bruun blev alvorligt forskrækket, og da stævningen den IX 23. afleveredes på hans bopæl i Store Kannikestræde, var fuglen fløjet. Han var flygtet ud til Drewsen på Strandmøllen, hvor han ganske vist ikke kendte ejeren, men var ven med huslæreren, en student H. G. Sveistrup, der for alvor havde haft planer om en mørk nat at rive Ulfeldts skamstøtte på Gråbrødretorv ned. Herfra lykkedes det Bruun nogle dage senere med venners bistand i en robåd at slippe over til Hveen, hvor han blev i halvandet år, opmuntret snart af vennebesøg, snart af udflugter til Sverige eller Danmark, hvor han opsøgte Rahbek på Bakkehuset, eller med ham tog til Hørsholm, hvor Claus Pavels var præst, og hvor de sammen med den landflygtige svenske grev Horn, (der havde deltaget i sammensværgelsen mod Gustav III), højtidelig drak frihedens skål.