↩ Da Stænderne traadte sammen som Nationalforsamling, blev Gejstligheden snart tvungen til Indrømmelser, men selv naar Misstemningen imod den kom til Orde, endte Oppositionen bestandig; med at iklæde sig de mildeste og hensynsfuldeste Former. Da f. Eks. i Februar 1790 Garat havde brugt det Udtryk om Præste-Indvielsen, at den var et borgerligt Selvmord, og en Række Gejstlige, hvoriblandt Abbed Maury og Biskopperne af Nancy og Clermont, i Forbitrelse herover foer i Vejret, raabte paa Gudsbespottelse og indgav et Forslag om at den katolske Religionskulde erklæres for Nationalreligion, saa blev Forslaget vel forkastet, men paa en saadan Maade, at man føler Modstandernes Frygtsomhed og U sikkerhed i Begrundelsen af dette Skridt.