Brandes, Georg Uddrag fra Hovedstrømninger. Reaktionen i Frankrig (1874)

Havde man nøjedes med at bemægtige sig Kirkefyrsternes Rigdomme, saa havde man kunnet afvise Beskyldningen for at ville Religionen tillivs. Men man gjorde Indgreb i Kirkens indre Forhold som i dens Tugt; man ændrede Gudsdyrkelsens ydre Former, og Kirkens Foresatte forkyndte da naturligvis, at Religionen var rokket i sin Grund. De lavere Gejstlige vovede derfor saa godt som aldrig at aflægge Ed paa Forfatningen. Gjorde En det, saa blev den ringe Løn, han modtog af Staten, sammenlignet med Judas's Blodpenge, og det skønt det tidligere fandtes ganske i sin Orden, at Biskopperne besad Paladser og Haver og havde enhver Art Livsnydelse til deres Raadighed, medens den lavere Gejstlighed paa samme Tid blev formeligt udhungret.