↩ Halvdelen af Elegien er endnu tilbage; men den hele vilde være for vidtløftig. Brevet slutter saa: «Jeg sender Dem denne Elegi, hvis antike Farve [!] og Skønhed jeg beundrer. Uden at ville tilegne mig andet af den end den Sørgmodighed, som De rigtigt har iagttaget hos mig, og som De har villet lindre, har jeg saameget andet at sige Dem, kære Doktor, langt mere smigrende for Dem, men her er ikke mere Plads, og mit erkendtlige Hjerte kan kun sende Deres storladne og for Menneskeheden saa nyttige Kunst [!] min Tak.»