Brandes, Georg Uddrag fra Hovedstrømninger. Naturalismen i England (1875)

↩ Tænker man sig, at efter et Optrin af denne Art en ung guldhaaret Pige traadte ind ad Døren og med et Blik formildede den trodsige Dreng, saa har man en Situation, som sikkert ofte er indtraadt paa Annesley hos Familien Chaworth (Slægtninge af den Mand, hvem Byrons Grandonkel havde dræbt i Duel), naar Moder og Søn var der i Besøg og Husets unge Datter Mary Ann Chaworth et Øjeblik lod sit Blik hvile paa George. Hun var 17 Aar gammel, da Byron var 15. Han elskede hende *af de opdigtede Navne (Gadurcis, Plantagenet, Morpeth o. s. v.) til de rette, anføres en sammentrængt Scene af denne Bog. Vi tænker os en Formiddag paa Herresædet Annesley i Nærheden af Newstead, da en Postvogn kommer kørende ind i Gaarden, ud af hvilken stiger en lille og meget før Dame med et rødligt Ansigt og iført en Dragt, der paa en ejendommelig Maade forener det Lurvede med det Spraglede. Hun er ledsaget 'af en Dreng paa mellem 11 og 12 Aar, hvis Udseende i høj Grad staar i Modsætning til Moderens; han er bleg og slank med langt lokket Haar og store lyse Øjne, hvis Glimt nu og da paa en behagelig Maade opliver et Ansigt, der i Almindelighed har et sky og utilfreds Udtryk. Det er et første Besøg. Man kommer ind træt og varm efter Kørslen.En skrækkelig Rejse! udbrød Fru Byron, viftende sig, idet hun tog Plads, og i den Grad hed! George, min Skat, buk for Fruen; har jeg ikke altid sagt dig, at du skulde bukke, naar du kom ind i en Stue? Buk for Fru Ghaworth! - Drengen gav et Slags fortrædeligt Nik; men Fru Ghaworth tog saa hjerteligt imod ham, at hans Træk opklaredes en Smule, skønt han forholdt sig ganske tavs og sad paa Randen af sin Stol som et Billede paa haardnakket Ligegyldighed. - En yndig Egn, Fru Chaworth, sagde Fru Byron ... Annesley er et dejligt Sted, meget forskelligt fra Abbediet; men skrækkeligt ensomt er her. Det er en stor Forandring for os, der kommer fra en lille By og alle vore venlige Naboer. Meget forskelligt fra Dulwich - er det ikke, George? - Jeg hader Dulwich, sagde Drengen. - Hade Dulwich! raabte Fru Byron, naa det maa jeg kalde Utaknemmelighed mod alle de kære Venner. Desuden, George, har jeg ikke sagt dig, at du ikke maa hade Nogen? Aa De tror ikke, Fru Chaworth, hvad Møje det koster at opdrage det Barn, men naar han vil, kan han være saa artig som Nogen. Kan du ikke, George? - Lord Byron smilte haanligt, satte sig helt tilbage i den dybe Stol og svingede frem og tilbage med sine Fødder, der ikke mere naaede Gulvet. - Jeg er sikker paa, at Lord Byron altid er artig, sagde Fru Chaworth. - Naa, George, sagde Fru Byron, hør blot hvad der blev sagt. Hør hvad Fru Chaworth siger. Pas nu paa aldrig at give Fruen Anledning til at skifte Mening. - George krummede sin Læbe og vendte halvvejs Ryggen til de Andre. - George, min Skat, sig Noget! Har jeg ikke altid sagt dig, at naar du var ude i Besøg, skulde du nu og da lukke Munden op. Jeg holder ikke af snakkesalige Børn, men jeg holder af Børn, der svarer, naar der bliver talt til dem. - Ingen har talt til mig, sagde Lord Byron i en tvær Tone. - George, min Skat, du véd, du lovede mig at være artig! - 497 lidenskabeligt og skinsygt. Paa Ballerne, hvor hun glimrede, maatte han, der ved sin haltende Fod var forhindret fra at danse, med kvalfulde Blikke se hende i de Andres Arme. En Aften hørte han endelig, hvorledes hun til Kammerpigen, som bragte Talen paa Byron og hans Udsigter, sagde: «Tror du, jeg bryder mig noget om den halte Dreng?» - han slugte Smerten og trak sig tilbage. Tretten Aar senere skrev han under strømmende Taarer i Villa Diodati ved Genfersøen Digtet Drømmen, som behandler *Hvad har jeg da gjort? - Lord Byron, sagde Fru Chaworth afbrydende, holder De ikke af at se Billeder? - Nej mange Tak, sagde den lille Lord i en mere høflig Tone, jeg holder af, at man lader mig i Fred. - De maa ikke, bedste Fru Chaworth, bedømme ham efter, hvordan De ser ham nu. Han kan være saa rar, naar han vil. - Rar! mumlede den lille Lord mellem Tænderne. - Hvis De blot havde set ham i Dulwich af og til i et lille Teselskab, han var ligefrem Selskabets Perle. - Nej, jeg var ikke, sagde Lord Byron. - George, sagde hans Moder igen i en højtidelig Tone, har jeg ikke altid sagt dig, at du ikke maa sige imod? - Den lille Lord hengav sig til en undertrykt Brummen. - Man spilte en lille Komedie sidste Jul, og han spilte ganske dejligt. Nu skulde De ikke tro det efter den Maade, hvorpaa han sidder paa sin Stol George, min Skat, jeg fordrer, at du er artig. Sid som en Mand! - Jeg er ingen Mand, sagde Lord Byron, jeg vilde ønske, jeg var. - George, sagde Moderen, har jeg ikke altid sagt dig, at du ikke maa svare mig? det passer sig ikke for Børn at svare ... George, kan du høre hvad jeg siger, raabte Fru Byron med et Ansigt saa rødt som Skarlagen. - Alle Mennesker kan høre, hvad De siger, Fru Byron, sagde den lille Lord. - Kald mig ikke Fru Byron, det er ikke Maaden at tale til sin Moder paa, jeg vil ikke kaldes Fru Byron af dig. Jeg har næsten Lyst til at rejse mig og give dig et godt Dunk. O Fru Chaworth, sukkede hun, og en Taare trillede ned ad hendes Kind. Vidste De, hvad det vil sige at opdrage det Barn! - Kære Frue, sagde Fru Chaworth, jeg er vis paa, at Lord Byron ikke har andet Ønske end at gøre, hvad De helst vil have. De har vist misforstaaet ham. - Ja hun misforstaar mig altid, sagde den lille Lord i en blødere Tone og med vaade Øjne. - Saa, nu begynder han, sagde hans Moder og begyndte selv at græde paa det Forskrækkeligste, da i det Samme Erindringen om al hans Uartighed paany dukkede op i hendes Bevidsthed og hun foer op for at gribe til sin sædvanlige sidste Tilflugt: at give ham et godt Dunk. Hendes hehændige Søn, der var vant til disse Storme, undløb, stillede en Stol foran sin Moder, hvorover hun nær var falden, og nu løb de omkring i Stuen. I sin Fortvivlelse snappede hun en Bog og vilde kaste den i Hovedet paa ham, men med et satanisk Smil bøjede han Hovedet, saa Bogen fløj ud gennem en Rude. Hun gjorde endnu et desperat Angreb, og i sin Forskrækkelse frelste den lille Lord sig kun ved at hvirvle Fru Chaworth's Sybord hen foran hende. Saa faldt hun over Bordbenet og fik et hysterisk Anfald, medens Lord Byron stod bleg og trodsig i en Krog. 498 dette Forhold - oversat paa Dansk af Poul Møller - og som leverer Beviset for, hvor dybt denne Ungdomsskuffelse gik ham til Hjerte*).