↩ Var Aarsagerne til Byrons Fald af sammensat Natur, saa var Midlet des mere enkelt, det eneste virksomme, der i saadanne Tilfælde gives: Pressen. Allerede i Anledning af hans Vers til Prinsesse Charlotte havde Bladene grebet til lave Bagvaskelser imod ham, og der var i flere af dem en staaende Rubrik for smudsige Udfald mod Byron. Nu kunde Angrebene paa hans Privatliv tumle sig frit i Kraft af den Navnløshed, som trods al den Unatur og Fordærvelse, den medfører, er herskende i den engelske Presse. Anonymitetens Betydning er i Virkeligheden kun den, at den usleste Stymper, som neppe formaar at holde den Pen, hvormed han lyver, kan sætte den offenlige Menings moralske Trompet for sin Mund og i Tusinder af Eksemplarer lade den krænkede Dyds Stemme komme tilorde. Og ikke nok med at den enkelte Navnløse bliver til Almenhed i de mange Eksemplarer, han kan tilmed som navnløs antage Hundreder af Skikkelser, skrive under alle mulige Mærker og i et Dusin forskellige Aviser, og vilde en eneste Smører være nok til at forsyne en hel Presse med lave Udfald mod en enkelt i den offenlige Menings Øjne fredløs Mand, hvorledes maatte da ikke Angrebene hagle ned over Byron, hvis Fjenders Navn var legio! Af de Skjældsord, hvormed Pressen overfaldt ham, mindedes han senere Navnene Nero, Apicius, Caligula, Heliogabal og Henrik den 8de. Det vil sige, han blev beskyldt for alle Former af lav Grusomhed, af vanvittig Raahed, af dyrisk og unaturlig Vellyst; han blev afmalet med alle de Farver, Lumpenheden har paa sin Palet. Af hine Beskyldninger var den frygteligste den, der allerede da gik Pressen rundt og som satte 524 Brændemærket paa det ham dyrebareste Væsens Pande, Beskyldningen for at leve i Blodskam med sin Søster. Og til alt dette ingen Mulighed for Svar. Han kunde ikke slaas med Gadesnavset, som besudlede ham.