↩ Biehl skal tages med et gran salt. Behandler man hende derimod, som om hun var historiker i ordets moderne forstand, vil man, som det er sket for Johannes Mulvad i hans iøvrigt oplysende artikel »Om Dorotheas troværdighed« (Personalhistorisk Tidsskrift 16. rk. 4, 1976, s. 179-186), lade sig provokere til raseri af hendes form, der foregøgler den mindre vakse læser, at han her møder sandhed, ægthed eller blufærdighed. For Biehl er hverken sand, ægte eller blufærdig. Hun er en dygtig fortæller. Hendes ulykke hidtil har været, at de få, der har forholdt sig til hendes forfatterskab, har taget hende altfor alvorligt. Hun er nemlig morsom.