↩ Havde lomfrue Bøttgers tienstagtige Forebringende om Herr Træskovs Sludder ikke været, saa var ingen af alle disse Optøyer ikke skeedt; thi saa var den Forelskede Ven kommet i Sælskabets Samlinger, været Læst af alle længe førend det var Bleven spillet, og ihvor stærk end nogle havde funden sig fornærmet, havde dog ingen vovet at røre sig, siden det da ikke var mig, men de Mænd, som offendtlig havde cronet det, som de da havde angrebet<.> 114 Dette Tilfælde har giort saa stærkt et Jndtryk hos mig, at jeg siden den Tiid har en lønlig Frygt for alle de Mennesker, der enten til mig selv eller til andre siiger: den taler det, og den det; thi der kommer aldrig noget godt af slige Beretninger men ofte meget ondt. Det er Venskabs Pligt at advare sin Ven, naar han feyler, men at fylde ham Ørene med hvad andre siiger, er enten nedrigt eller uforstandigt; siden den mindste farlige Følge deraf er den, at det sætter ondt Blod. Skade havde giort mig saa klog, at da man nogle Aar derefter sagde mig: at man meente at Bies Fabel om den Lærde Gaas sigtede til mig, svarede jeg: det er reent umueligt, thi lærd har jeg aldrig givet mig ud for, og at jeg ingen Gaas er <har> jeg viist heele Verden.