Bergsøe, Vilhelm Uddrag fra Fra Piazza del Popolo · II

»Deri har De fuldkommen Ret,« svarede jeg, »men Løsningen tilhører Digteren, og før han kommer, faaer De vel neppe Noget at vide. Jeg selv veed ikke engang, om denne Henry Vernon er en historisk Person eller ikke, og endnu mindre hvor meget af Begivenhederne der tilhører Virkeligheden, og hvor meget Manuscriptets Forfatter. Da jeg traf Holmgreen i Norditalien, havde han ikke været hjemme i flere Aar, og andre Arbeider havde afholdt ham fra at gjøre dette Livsbillede færdigt. Imidlertid venter jeg ham til Rom endnu i denne Maaned, og De vil da kunne faae Deres Nysgjerrighed tilfredsstillet.«