↩ Det var med sørgelige Tanker, at vi den Aften maatte forlade vor gamle Obelisk for at begive os til vort Hjem. Verners Tilfangetagelse, der i Begyndelsen næsten var bleven betragtet og behandlet som en Spøg, traadte nu frem med al den Alvor, som en slig Begivenhed har under romerske Forhold. Forgjeves gjettede vi paa Grundene til en saa pludselig og urimelig Forhøielse, forgjeves bestræbte vi os for at faae Budet til at modtage en saadan Sum, som vore smaa Midler kunde bringe tilveie, forgjeves anstrengte vi al vor Opfindelsesevne for at finde en eller anden rimelig Løsning paa den Opgave, der saa ubarmhjertigt var bleven stillet os. - Bestandigt tørnede vi tilbage fra den jernkolde Muur, som Guldet nu engang har opreist her i Verden, og som kun vil forsvinde med det selv. Var Verner blevet taget tilfange fjorten Dage før, havde man maaskee kunnet ordne Alt ved Hjælp af et Par rige, danske Privatmænd, som dengang opholdt sig i Rom. Nu derimod var der ingen Sandsynlighed for, med et saa kort Varsel, at kunne tilveiebringe en saa betydelig Sum. Vort hele Haab stod til at vi ved diplomatiske Kunststykker kunde forhale den afgjørende Katastrophe nogle faa Dage, i hvilke der da maaskee kunde indtræffe et eller andet Uventet, som kunde bringe os Hjælp. - Det var den danske Politik, vi vilde forsøge.