↩ Ogsaa min Onkel prægede sig paa en besynderlig Maade i min barnlige Erindring. Det var en høj, mørk, mager og alvorlig Mand, som altid gik klædt i sort, og baade Sommer og Vinter havde Frakken knappet lige op til Halsen. Naar han langsomt gik gennem Fabrikkens lange Gaarde for at anstille den daglige Inspektion, holdt han altid Hænderne paa Ryggen, Hovedet lidt bøjet og Blikket tilsyneladende 12 fæstet mod Brostenene. Og dog vidste Arbejderne, at han saa' som en Falk og hørte som en Los, og der var ingen, som veg fra sin Dont eller lod sig skuffe af denne tilsyneladende Distraktion. Han var ordknap, kort og bestemt i sin Adfærd, streng mod de dovne og efterladne, men dog elskede Arbejderne ham; thi de vidste, at han var retfærdig, og at hans Væsen, der ligesom den sorte Frakke sad tillukket og stramt omkring ham, kunde være blødt og mildt, naar uforskyldt Nød, Sygdom og Savn havde banket paa deres Døre. Han var en Mand af den gamle Skole; tro mod den Tid, hvori han var vokset op, og ude af Stand til at gribe, hvad den nye bar i sit Skød. Han passede sin Gerning, og hans Gerning passede for ham, og da den nye Tid vilde skille dem ad, skiltes han fra et Liv, der begyndte at blive ham til Byrde som uforstaaeligt.