↩ Med disse Ord aabnede Onkel Døren med et ceremonielt Buk. Jeg saa' Olsen vakle, idet han traadte over Tærskelen; hans Kind var lige saa bleg som den hvide Væg udenfor. Jeg hørte ham gaa et Par Trapper ned; derpaa syntes jeg, at han satte sig. Onkel gik med stærke Skridt nogle Gange op og ned ad Gulvet, saa gav han sig atter i Færd med Regnskaberne. Jeg bøjede mig over Madvig og forsøgte igen paa Indikativ og Konjunktiv, men nu vilde det slet ikke gaa. Paa hvert Blad i Bogen saa' jeg et blegt, kummerfuldt Ansigt, fra hvert Eksempel klang det: "Naar blot jeg faar saa meget derfor, at jeg kan leve."