↩
,,Men ak' I Vinter, i yderste Nød,
Da ingen ændsed hans Sorg og Klage,
Da solgte han sin Fiol for Brød.
Nu har han intet mere tilbage.
36
Snart trænger hans Sjæl af det døde Ler,
Som lig en Snegl, den maa med sig slæbe.
Snart er han ingen til Byrde mer:
Snart tier hans kolde, hans hvide Læbe."