↩ Jeg hørte Olsen hulke, stamme nogle afbrudte Ord, og Døren ud til Gangen aabnede sig. Jeg fandt ikke noget Strikketøj, men ilede ind og sad ved 38 Bordet, da Onkel kom tilbage. Han var efter Sædvane ordknap og svarede meget lidet til Jomfru Mortensens listige Hentydninger og Vink. Efter Teen gik jeg ind for at hente mine Bøger, og idet jeg bukkede mig ned for at tage noget op, faldt mit Blik ind under Sofaen. Der laa et hvidt Papir, et af de Blade, som var faldne ud af Tegnebogen, og maaske det samme, der havde indgivet Onkel den Tanke, at Olsen var Digter. Jeg gemte det henrykt - det var jo et virkeligt, skrevet Digt - og ilede op med det paa mit Kammer; men min Henrykkelse faldt betydelig, da jeg saa', at det var et Slags Brudstykke, som jeg oven i Købet ikke forstod. Der stod: