↩ Da jeg hertil svarede, at det var umuligt, fordi de begge var døde, saa brast hele Klassen ud i en 44 umaadelig Latter, og da jeg til Gengæld brast i Taarer ved Mindet om mit tabte Barndomshjem og mine tabte kære, lod den unge Herre mig gaa hen i en Krog - for at jeg kunde skamme mig. Saaledes blev det ved, indtil Befrielsens Time slog - Drenge kender ikke til Barmhjertighed. Stille og forgrædt vandrede jeg hjem ad Krystalgade, langt bag efter alle de andre; jeg syntes, at jeg var saa forladt og ulykkelig, at jeg maatte dø. Da jeg kom til Rundetaarn, saa' jeg Johanna. Hun stod med sin Moder og købte Honningkager hos Brødkonen i Porten. Jeg skottede hen til hende; hvor saa' hun dejlig ud i sin lyseblaa Pels og med den lille, musegraa Muffe i Haanden! De gule Lokker hang helt ned over Skuldrene, de mørkebrune Øjne stirrede paa mig, halv glade, halv undselige - Roserne paa Kinderne blev dobbelt røde derved. Jeg vilde liste mig forbi stille og forknyt, skønt mit Hjerte brændte af Længsel, men han traadte ud paa Fortovet og rakte mig Haanden. Jeg blev ganske forlegen; thi nu saa' jeg, at hun var et helt Hoved højere end jeg.