↩
Havde det stille, det fredelige, det hyggelige paavirket mig saa stærkt, da jeg første Gang satte Foden over hendes Tærskel, saa syntes til Gengæld det store, det øde, det uhyggelige at tiltale hendes Fantasi. Med hvilken Stolthed viste jeg hende ikke de store Tørrelofter, hvor man, uden at sætte sin Fod i nogen af Gaardene, kunde vandre fra Loft til Loft lige ud til Springgaden. Derfra steg vi ned i de mørke, fugtige Kældere, hvor den tunge, graa
53
Kvarts laa og ventede paa at blive let og snehvidt Porcelæn. Her lukkede jeg Dørene, saa at der til Johannas Forskrækkelse blev ganske mørkt. Selv klatrede jeg øverst op paa de højeste Dynger og lod nu den ene Blok rulle ned efter den anden. Stenene skød Gnister, lyste og funklede til alle Sider, Braget lød dumpt og hult i de hvælvede Kældere - "Det var Thor, der kørte til Jotunheim," forklarede jeg. Saa steg vi op til Dagslyset. Jeg lukkede Porten op til Brænderiet, hvor Varmen slog os i Møde, som havde det været midt om Sommeren. Det suste og sang inde fra den store Rundovn, Glughullerne lyste endnu rødt, og i de uhyre Fyrhuller laa der Dynger af Gløder. Jeg fortalte Johanna om, hvorledes det gik til i Rusland, og vi stirrede begge gysende ned i det glohede Dyb, hvor blaalige Flammer spillede svagt hen over Emmerne. Vi besøgte Forglødovnen, Kapselloftet, steg ned i Slemmeriet med dets mangfoldige, bugtede Kanaler, Hæverter og Kar; vi undersøgte Kvartsmøllen og beundrede Hestene i Stalden - endelig kom vi til Forvalterens Have og det gamle Brænderi. Det begyndte allerede at skumre, og det var ikke uden en vis Ængstelighed, at jeg viste min Veninde disse sidste af Fabrikkens Herligheder. Paa hende syntes de ikke at gøre noget Indtryk. Hun krøb af sig selv ind i de øde, forladte Ovne, smuttede gennem de mørke Gennemgange, og udviklede under alt dette en Behændighed og Ynde, som jeg maatte beundre. Tæt ved det Sted, hvor gamle Hans havde siddet, stod en gammel Rundovn, hvis smalle Aabning netop gav Plads nok til, at vi kunde trænge derind. Den Celle, som Ovnen dannede, havde jeg under mine mangfoldige Besøg hos Hans udsmykket med brogede Klude, med Guldpapir og med Billeder, hentede dels fra Adresseavisen, dels fra et gammelt Penningmagasin. Gamle
54
Hans havde flettet mig en Straasofa, og fire Julelys, opstukne paa Staaltraade, dannede en pragtfuld Lysekrone. Nu blev de tændte til Ære for Johanna og kastede deres røde Skær paa den bizarre Pragt, hvormed jeg havde udstafleret Ovnen, som i denne Belysning forekom os begge lige vidunderlig. Oppe fra dens Hvælving hang som Istapper brogede Drypsten ned, Virkninger af den uhyre Hede, der havde smeltet Stenens Overflade. Det var de dejligste Ørenlokker, man kunde tænke sig, og med megen Anstrengelse slog jeg et Par ned, som jeg skænkede Johanna. De var for os begge dengang lige saa meget værd som Frugterne i Aladdins underjordiske Have.