↩ I mange måder enig med Goldschmidts synspunkter er litteraten Carl Rosenberg i Dansk Maanedsskrift s.å. Men han finder at fortællingens harmoniserende udgang genkalder den oehlenschlägerske periode, da »alt aandeligt Liv i Danmark bar samme Præg af Fromhed og Livsglæde«; heroverfor synes »den nærværende Tid« at have »mistet Evnen til digterisk Frembringelse«. Derimod protesterede naturligt nok Andersens digterfælle Henrik Hertz i slutartiklen på en serie om »Poesien i Danmark efter 1814« (Ugentlige Blade, 1859). Han indrømmer at han og hans generation står i gæld til Oehlenschläger, men mener at denne »selv vilde uden Tvivl meget have frabedet sig«, at man tillagde ham samme »Livsfølelse« eller samme »Fromhed« som Andersen; denne sidste viser efter påvirkning af den franske romantiske skole med dens springende stil m.m. nu i den seneste roman »en forvirret Blanding af udenlandske Tendensromaner og indenlandske »Sjælemalerier« og philosopherende Digterværker«.12