↩ Ved Daggry skrabede Touget hen af Bolværket, Luzie haledes ud af Havnen. Christian saae med et glad og dog veemodigt Blik op til Naomis Vinduer. »Idag taler vist hun, Greven og de Alle deroppe kun om, at vi ere borte!« tænkte han. »Den stakkels Steffen-Karreet, som saa gjerne vilde seile hjem med os!«