↩ Christian var imidlertid paa Gaden. Alt var for Øieblikket stille; Porte og Døre vare efter Befaling lukkede; men gjennem Vinduerne skinnede allevegne Lysene ud og viste, at man ikke var tilsengs. Hvert Huus syntes en stum Søvngænger, i hvis Indre Liv og Tanke rørte sig. Kun i Dandseboden var mørkt; ingen Straale faldt igjennem de udskaarne Hjerter i Vinduesskodderne. Christian tænkte paa Steffen-Karreet. Nu laae den kolde Jord alt længe over hendes Kiste. Peter Wik saae han intet til, og hos Vognmanden var lukket, Ingen aabnede Porten, da han bankede. Det blev altsaa kun en sørgelig Besked, han bragte de Ventende.