↩ Jeg var i Maria-Kirken, saae det berømte astronomiske Uhrværk og den endnu berømtere Cyclus af Malerier, man kalder 15 »Dødningedandsen«. Enhver Stand, enhver Alder, fra Paven til Barnet i Vuggen, seer man her inviteret til Dødens Cotillon, og alle i Costume fra den Tid, hvori de ere malede, som skal have været i Aaret 1463; under hver Person staaer et plattydsk Vers, en Dialog imellem de Dandsende, som dog ikke ere de oprindelige gamle Riim, men et nyere poetisk Forsøg fra 1701. Det forekom mig, som Maleren havde lagt et ironisk Smiil i den dandsende Beenrads Ansigt, der ret syntes at ville sige til mig og hele Selskabet, som gik her og gjorde Bemærkning over den: »I troe nu, at I staae stille, eller i det høieste spadsere om i Mariakirken og see paa de gamle Billeder. Eder har Døden endnu ikke oppe til Dandsen, og saa dandse I dog allerede allesammen med mig! Fra Vuggen begynder den store Dands. Livet er som Lampen, der ogsaa begynder at brænde ud, idet den tændes! Saa gammel som Enhver af Eder er, saa mange Aar har jeg alt dandset med Eder, hver har sine forskjellige Toure, og den Ene holder Dandsen længere ud end den Anden, men Lysene brænde ud imod Morgenstunden og saa synke I Alle trætte om i mine Arme; - det kaldes at døe«.