Andersen, H. C. Uddrag fra Skyggebilleder

Da susede det under Taarnet og jeg saae en Hær af forvoxne Spøgelser og menneskelige Skikkelser svinge sig i lystig Ringdands paa Bjerget, idet de strakte deres Kosteskafter og Træsabler ud over Bjergene, langt ud, for at kradse og vidske det klare Lys bort fra den sjunkne Stjerne, men de kunde ikke naae, og sprang i frugtesløs Harme op og ned, idet de grinede fælt til mig. Der var Folk, baade med Sværd og Landse, Pen og Blæk, og Ordenskjæder paa de smukke Kjoler; og de loe ad mig og sagde: »Du tør dog ikke sige hvem Du seer, Digterlil, tag Dig iagt! Brødet voxer ikke paa Træerne, hold Dig fast at Du ikke skal dumpe - hei!« og nu stak de igjen efter den høie Himmel, hvor Stjerneskjæret lyste klart og herligt, og som de dog aldrig kunde naae.