↩ Endnu denne Morgen havde jeg ingen Ro paa mig, jeg forlod Harzgerode; det ene Billede vexlede med det andet, idet jeg flagrede det forbi, kun enkelte Smaa-Partier afprægede sig, som nette Genre-Stykker i min Erindring; saaledes staaer ved Königerode en stor, nøgen Mark for mig; der laae tæt ved en Korsvei et lille Vertshuus; Vinduerne vare murede ind i Væggen, og kun en enkelt Rude var til at aabne; der holdt en pyntelig, tyk, sund Bonde udenfor paa sin Hest og drak en Snaps, som den magre, tatergule Krokone rakte ham gjen nem den aabne Rude. Det var en Situation som jeg har seet før, baade paa Malerier og i Tegninger, og som derfor greeb mig dobbelt, her i Virkeligheden. Et andet Billede, der vistnok for Mange, er høist 72 ubetydelig, og staaer ligesaa levende for mig, som Udsigten fra Brocken og Rosstrappe, ja næsten mere, var omtrent en Miil fra dette, sidste Sted.