↩ Solen brændte hedt da vi rullede ud af Byen, for at naae den tydske Boglade: Leipzig. Ved Grændsen her havde Bommanden en lang Stang med en Pung paa, ligesom de endnu findes her i Kirkerne, men Stangen her var længere, han stak den ud af Vinduet ind i Vognen, der holdt udenfor, og fik sin Tribut deri. En Familie gav ham urigtige Penge og kjørte til; nu kom han styrtende ud i temmelig dyb Morgendragt, skjøndt det var høit op paa Dagen, svingede sin bepungede Landse, og forfægtede Loven og dens Holdelse, og Manden havde jo Ret.