Andersen, H. C. Uddrag fra Skyggebilleder

Efter et Ophold af tre Dage, forlod jeg det venlige Leipzig, hvor jeg havde lært at kjende flere, herlige Mennesker. Mit Reiseselskab med Schnellposten bestod af to unge Herrer fra Frankfurt an der Oder og en gammel Doctor; denne var temmelig bevandret i den danske Literatur, og spurgte, da han hørte mit Navn, om jeg var i Familie med Forfatteren til »det døende Barn«. Jeg svarede ham da, at det var mig selv, og nu spurgte han mig ganske naivt, om jeg havde mistet en Lille, den Gang jeg skrev det, da han ikke kunde tænke, at jeg som ungt Menneske ellers kunde føle Sligt; han blev da noget forundret ved at høre, at dette Barn alt var fra min Skolegang, hvor jeg midt under »Katál, Katlá«, følte og skrev det.