↩ Postillonen blæste, og - - med de sidste Jordbær i et Drueblad, holdt jeg udenfor Dresden. Ved Porten her, blev mit Pas mig affordret, og jeg fik et Opholdskort istedet. Neustad saae mig ret anseelig ud; jeg havde tænkt mig den ganske anderledes, men da jeg kom til Augustusbroen, som jeg kjendte saa godt af Kobber, var det mig, som jeg eengang i Drømme havde været her før. Elben væltede sine gule Bølger hen under de stolte Buer; der var Liv og Færdsel paa Floden, men endnu mere paa Broen; Vogne og Ryttere joge midt ad den, og paa begge Sider var der en stor Forskjellighed af Vandrende; omtrent midt over Floden, stod paa een af de Udbygninger, der danne de enkelte Buer, en Christus paa Korset jeg troer den er af Malm. Nu kom vi da til Altstadt, det egentlige Dresden, de bryhlske Terrasser med deres brede Trapper laae tilvenstre og den catholske Kirke med sine Taarne tilhøire og midt for, Porten, der førte os ind i selve Byen.