↩ Kl. var 7 om Aftenen, da jeg med Dahl og de to unge Nordmænd begav mig til Tieck; jeg skulde nu see og kjende den Digter, hvis aandelige Jeg, saa tidt og mægtigt havde beskjæftiget mig; jeg tænkte ikke paa hans gestiefelte Kater og Prinds Zerbinus, hans deilige Alfeverden og de herlige Noveller, nei, Alt smeltede mig hen i Manden selv, i Tydsklands Tieck; den Mand, der staaer som Mester for en heel Skole, den romantiske Poesie, den Digter der staaer Göthe nærmest i Alder, Værd og Beundring hos sine Landsmænd.