↩ Mere end »das grüne Gewölb«, morede mig »das Rustkammer«, Vaaben var ophængt ved Vaaben i de store Værelser; mangen berømt Ridehest, der havde baaret en kongelig Prinds paa sin Ryg, stod her udhugget i Træ, malet og pyntet med Sadel og Bidsel; men endskjøndt Manden, der viiste os om, tidt erklærede, at det var en dansk Hest, Træbilledet forestillede, greb det mig dog lige dybt. Konger og Riddere i Vox, stode, som fortryllede Drabanter, rundt om ved Dørene, og stirrede med deres døde Øine paa os. Der vare hele Skabe fulde af Pile og Pistoler; jeg saae en Tromme af Menneskeskind; jeg saae den Rustning Gustav Adolph havde baaret, Dagen før han faldt ved Lutzen, og en Sadel, Napoleon havde redet paa o.s.v., o.s.v.