Andersen, H. C. Uddrag fra Skyggebilleder

Vor Vei gik nu gjennem en venlig lille Landsby, ud i den deilige, frie Natur; snart nærmede vi os »Liebethaler Grund«; en herlig, lang Fjelddal! oven over, paa begge Sider, ere Marker og Enge, men man drømmer ikke derom. Gule og graae Steenmasser, hvor Krattet voxer omkring, reise sig paa begge Sider, Floden Wesenitz strømmer her igjennem. Arbeidsfolk brøde Sandsteen i Fjeldet, den store Steenblok hang over deres Hoved og truede med at styrte ned paa dem. Man havde sagt os, at vi skulde følge Gangstien ligefrem, for at komme til Lohmen, men vi toge feil; alt som vi gik blev Dalen mere og mere snever, Fjeldvæggene rykkede nærmere sammen, vi kunde kun gaae een ad Gangen paa den snevre Sti, der snart gik over nedfaldne Klippestykker, snart ind imellem Rørene, der voxte paa Flodbredden. Kun enkelte Solstraaler faldt ned imellem Klipperne, der saaledes stode halv i dæmret, halv i en stærk Belysning; en underlig Stilhed hvilede over det Hele, der greb mig i Sjælens Inderste; de bleve ogsaa 98 alle saa tause. Vi vendte om igjen, søgte os en Fører i Møllen og vilde nu, fra oven, see ned i den stille, romantiske »Liebethaler Grund«, vi alt havde lært at kjende i sin dybeste Helligdom.