↩
Lad os dvæle her i Dalen!
Intet bedre Sted vi finde.
Her ved Møllen vil' vi sidde
Under disse gamle Linde;
Vandet styrter over Hjulet,
Hør, hvor bruser det derude!
Og den smukke Møllerdatter
Titter gjennem Vinduets Rude;
Uskyld boer paa hendes Pande,
Troskab i det milde Øie.
Mig og Egnen, kan jeg mærke,
Hun betragter meget nøie.
Stolte Fjelde, graae og røde,
Her langs Flodens Bred sig strække.
Solen skinner, Fuglen synger
Over Træer, Blomst og Hække;
Hvilket Landskab! lad os dvæle!
Alt jo stemmer her til Glæde;
Og dog ængstes jeg saa saare,
Det er, som jeg maatte græde. - -
Hør det er, som Fuglen qvidred':
»Mine Unger er* mig røved',
Man har skudt min stakkels Mage,
Derfor synger jeg bedrøvet«.
Fjeldet malerisk sig hæver, -
Nyligt styrted' der et Stykke,
Og en Faders Bryst det knuste,
Ellers ingen - hvilken Lykke!
Deiligt skinner Sommersolen,
Skinner paa den halve Klode,
Lige varmt og lige venligt
Paa de Onde, som de Gode.
Det er ret, som Møllehjulet
Sang og bruste, mellem andet:
99
»Jeg har hørt et Barnehjerte
Briste under mig i Vandet
«. Pigen selv - - o lad mig græde!
Denne Bitterhed og Smerte
Lever ikke rundt omkring mig,
Nei, kun i mit eget Hjerte.