Andersen, H. C. Uddrag fra Skyggebilleder

Dagen var saa smuk, den hele Egn ved Elben laae i det herligste Sollys; det var mig, som om Alt havde taget Søndagsklæder paa, for at sige mig Lev vel! men derved kom jeg ogsaa mere til at føle den. Der blev ingen Messe givet i den catholske Kirke, kun Orgelet spillede sine simple Melodier; men det var jo Afskedssangen, de sidste dybe Toner jeg muligt i min Levetid hørte her. I een af Skriftestolene saae jeg en gammel Præst med et ærværdigt Ansigt, en ung Pige knælede paa den anden Side Gitteret og skriftede; jeg ønskede mig ogsaa en Ven, en Fader, jeg ret kunde udgyde de Følelser for, der saa mægtigt brusede i mit Hjerte ved Afskeden fra det kjære fremmede Sted, der ikke længere var Hjertet fremmed.