↩ Den dunkle Nat bragte os da et Eventyr, eller rettere, en comisk Scene, kun Skade, at den var mere dramatisk end episk, og altsaa ikke saa godt lader sig fortælle, som udføre. Udenfor en af de smukke to Etages Gjæstgivergaarde, med riflede Piller i Muren og smukke Façader, man finder paa Veien mellem Berlin og Hamborg, holdt vi stille for at skifte Heste. Vi stege alle, paa Gouvernanten og hendes Skjødehund nær, ud af Vognen, for at vederqvæge os i den pyntelige Gjæstestue. Den gamle Dame faldt imidlertid i Søvn, drømte maaskee om sin grønne Ungdom, da ogsaa hun var en Rose, thi enhver Hyben har jo været denne Blomst. Endelig vaagner hun, der ere ingen uden hun og Hunden i Vognen, hun stirrer ud, alt er mørkt og dødsstille, intet Lys skinner gjennem Vinduerne paa Gaarden. Hestene er spændte fra Vognen, ingen Mennesker ere herude, hun udstøder et Skrig, man er reist bort og har glemt hende, midt i det preussiske Sand, ene sidder hun her midt paa Landeveien, i den mørke Nat!