Andersen, H. C. Uddrag fra Skyggebilleder

Derimod kan der føjes et par andre streger til billedet af den fremstormende digter. Han placerede med mellemrum sit navn i avisen ved at skrive vers og oversætte småstykker af aktuelle tyske digternavne - altsammen til Kjøbenhavns-Posten. Han udgav en samling elegante og stemningsfulde vers med den forjættende titel Phantasier og Skizzer (1831). Han gik i Heibergs fodspor med vaudevillen Kjærlighed paa Nicolai Taarn (1829), fik brygget endnu en samling Digte (1830) sammen og brillerede her også med et prosaeventyr i den ironisk-romantiske stil. Det hed »Dødningen« og kendes i en senere helt omarbejdet version som »Reisekammeraten«.