↩ Det havde Andersen som bekendt udmærket kunnet to år tidligere i Fodreise. Reservationen over for den heibergske formæstetik - noget der skulle blive mere og mere udtalt senere i forfatterskabet, udtrykt 142 bl.a. i eventyr som »Nattergalen« og »Klokken«, men som her første gang formuleres - er ikke et udtryk for, at én gang ankommet på parnasset ved Heibergs hjælp mente Andersen at kunne stå på egne ben og vendte utaknemmeligt sin rådgiver ryggen. Årsagen er at finde dels i den heibergske skole selv, dels i at Andersen vitterligt er nået til ny indsigt. Hvad det første angår, så havde Henrik Hertz i 1830 anonymt udsendt sine Gjengangerbreve, der tydeliggjorde Heibergs æstetiske felttog for den strenge og kritiske smag bygget på formen som det bærende princip i kunsten. Gjengangerbreve indeholdt et perfidt angreb på H.C. Andersen, hvad der længe nagede ham, helt frem til 1836, hvor han replicerer direkte i romanen O. T. Dette angreb har naturligt nok skudt en breche ind mellem Andersen og Heiberg, fået Andersen til at søge sit eget i stedet for at prøve at leve op til Heiberg. Samtidig har rejsens oplevelse af den romantiske natur løst op for det bundne. Andersen fandt sig selv som digterev bekræftet heri af sit møde med Tieck.