↩ Vi kom dybere ind i Skoven, Veien begyndte at slynge sig op ad Brocken, den nedgaaende Sol kunde ikke skinne ind mellem de tætte Graner, rundt om laae Kulsvierhytter, der hyllede Alt i en 146 blaalig Røg, det Hele fik et stille, underligt, romantisk Præg; det var et Malerie der stemmede Sjælen til Veemod (s. 50).