↩ Det var på dette tidspunkt ikke velset at give udtryk for politiske synspunkter - og da slet ikke revolutionære tilbøjeligheder - i dansk litteratur. Man hyldede dannerkongen og var konform. Man kunne evt. give en frihedstrang luft ved at hylde den græske frihedskamp (det gjorde Andersen i Fodreise) eller fl afløb for en utilfredshed med undertrykkelsen ved at deltage i begejstringen for Polens opstand og i medlidenheden med Polens skæbne under det russiske åg (det gør Andersen her i Skyggebilleder), men videre gik ingen. Først i sidste halvdel af 1840rne, hvor den politiske uro var offentlig og almindelig, skrev Aarestrup politiske digte - men offentliggjorde dem ikke, slet ikke i bogform. Et enkelt vendt mod Christian VIII lod han dog trykke i avisen Fædrelandet i 1848, på et tidspunkt, hvor der ikke skulle meget mod til at deltage i koret af højtråbende borgermænd, og hvor enevældens fald var lige om hjørnet.