Erik Lundings "Biedermeier og romantismen" med dens hævdelse af en polaritetsbetragtning ved beskrivelsen af digtningen 1800-70 rummer imidlertid også en polemik mod Erik M. Christensens afhandling om "Guldalderen som idéhistorisk periode: H.C. Ørsteds optimistiske dualisme" (1966). Her diskuteres en modificeret platonisk dualisme som hele periodens grundforestilling, nemlig en dualisme, hvis "skarpe skel mellem de to slags virkelighed kan overbygges i timeligheden" (s. 20) - derfor "optimistisk". En sådan betragtning sætter afgørende skel mellem på den ene side bl.a. Steffens og Oehlenschläger og på den anden især Staffeldt, som henvises til den foregående periode.