Flemming Conrad Digterskoler og Romantik (1800-1870)

Digterskoler

Sammenholdt med bestræbelserne på at markere faserne i tiden 1800-70 er de samtidige forsøg på at indkredse og karakterisere en række forskellige digterskoler af mindre principiel interesse. Interessen for fænomenet 'digterskole' synes især opstået i forbindelse med fremstillingen af diverse litterære fejder, der ofte har været et yndet kompositorisk greb i litteraturhistorierne.

Tydeligst står billedet af en 'Heiberg-skole', der optræder jævnligt fra midten af 1860'erne, således i F. Dahlerups Oversigt over Danmarks Literatur- og Sprog-Historie (1866, s. 135 ff.). Dels ses den - til forskel fra Oehlenschlägers og andre ældre digteres indholdsæstetik - som en form-skole, der allerede i samtiden (1836) af antagonisten Blicher karakteriseres som "Formskjærerlauget" (Samlede Skrifter, bd. XXXI, 1932, s. 196); under denne synsvinkel manifesterer 'skolen' sig ved Heibergs kritiske behandling af Oehlenschlägers Væringerne i Miklagard (1827) og efterhånden digterkongens samlede forfatterskab. Dels sættes den i relation til den ovennævnte drejning o. 1825 i retning af en større interesse for den lokale virkelighed; dette sidste fremkaldte dog, uden større held i øvrigt, en heftig protest fra Clemens Petersen (Fædrelandet, 29.9.1866). Til Heiberg-skolen henregnes ud over dens hovedmand først og fremmest fru Gyllembourg, Carl Bernhard, Henrik Hertz og Paludan-Müller, undertiden også med forbehold Chr. Winther og H.C. Andersen; men der råder betydelig forvirring om disse sidstes tilhørsforhold til denne 'skole'.

Vagere i konturerne står den såkaldte 'Sorø-skole' eller 'Soranerne', der først tager form i P.L. Møllers afhandling "Et Besøg i Sorø", 1846, s. 144-187) og siden da jævnligt optræder som ordningsprincip i danske litteraturhistorier, tidligst vistnok i S.C. Müllers skolebog Kortfattet dansk Litteraturhistorie (1853, s. 47). Gruppen, der omfatter Ingemann, Hauch, Chr. Wilster og P. Hjort (men, skønt bosat ved Sorø, ikke Chr. Hviid Bredahl!), skyldes nok i højere grad deres tilknytning til Sorø som lærere ved akademiet end nogen markant fælles holdning af æstetisk, filosofisk, religiøs eller anden art; især er konflikterne mellem Ingemann og Hjort iøjnefaldende. Imidlertid optrådte gruppen (undtagen Ingemann) i 1830 i en polemik mod Heiberg m.fl. som Oehlenschlägers forsvarere efter Heibergs ovennævnte kritik af Væringerne i Miklagard og siden af Oehlenschlägers heltedigt Hrolf Krake (1828); allerede som helt unge i 1810'erne havde Hauch og Hjort valgt side til fordel for Oehlenschläger i dennes strid med Baggesen ved sammen med Poul Møller o.a. (i alt tolv, hvoraf betegnelsen "Tylvten") at opponere mod og udfordre Baggesen.

Ligesom en ældre tids holdninger taler ud af Hauch, Hjort og Wilsters kamp for Oehlenschläger o. 1830, forfægter Ingemann også en svindende tids standpunkter i sin polemik 1831 mod den empirisk-rationalistiske livsholdning i det københavnske kulturmiljø, her især repræsenteret ved H.C. Ørsted. I begge tilfælde kan man - ligesom også i tilfældet Blicher - tale om en protest fra landdistrikt og provinsby mod tidens dominerende kulturcentrum i København.

Endnu vagere og mere spredte er tilløbene til at lade Chr. Winther, Emil Aarestrup og Ludvig Bødtcher udgøre en særlig gruppe lyrikere blandt Oehlenschlägers arvtagere. Derimod har der siden ca. 1870 været en nogenlunde fast tendens til blandt digterne fra tidsrummet 1850-70 at udskille en særlig gruppe med betegnelsen 'epigoner' eller lignende: Kaalund, Ploug, Hostrup og Richardt. Man kan da afsluttende konstatere, at selv om der ikke i litteraturhistorieskrivningen etableres én og kun én 'Oehlenschläger-skole', der afgrænses præcist til de og de digtere til forskel fra andre, er de ovennævnte digterskoler i alt væsentligt bestemt ved eller dannet ud fra en stillingtagen til Adam Oehlenschläger, hvis centrale position i periodens litteraturhistorie således bekræftes.