Blandt italienerne fik Petrarca betydning for Staffeldts og Winthers kvindedyrkende lyrik, mens Ingemanns De sorte Riddere (1814) bygger på Ariost, der blev en livslang fascination for Chr. Winther. Særlig gennemslagskraft fik Dante som digterisk idealskikkelse i Andersens Improvisatoren (1835), som stilkilde for Hauchs romancedigtning o. 1840 og model for Heibergs samtidige "En Sjæl efter Døden" (i Nye Digte, 1841); også dele af Aarestrups lyrik synes at stå i Dantes tegn. 1851-62 oversatte Chr.K.F. Molbech hans Guddommelige Komedie. (Jf. Emil Frederiksen: Dante, 1965, s. 101 ff.).