Knud Michelsen Uddrag fra Naturalisme / Det moderne gennembrud (1870 - 1890)

Ser man derimod på det følgende tiår, 1870'erne, er de forrige forfattere stort set forsvundet. Det er helt andre, der tegner sig for prægnante udgivelser, nemlig ud over Brandes forfattere som Holger Drachmann, J.P. Jacobsen, Vilhelm Topsøe, Karl Gjellerup, Sophus Schandorph, Herman Bang og Erik Skram. Det er ikke dem alle, der af Brandes henregnes til Det moderne Gjennembruds Mænd, 1883, hans betegnelse for nybruddet efter 1870, men set fra større afstand og en mindre litteraturpolitisk synsvinkel, end han anlægger i bogens mønstring af datidens avantgarde, lader alle de nævnte forfattere sig uden forbehold indplacere under etiketten moderne forfattere.