Knud Michelsen Uddrag fra Naturalisme / Det moderne gennembrud (1870 - 1890)

Alt dette kunne imidlertid ikke skjule den grundforskel, der bestod: at "den virkelige sandhed" for grundtvigianerne var kristendommen. Efter 1881, hvor Hørup og Brandes havde overtaget den daglige ledelse af Morgenbladet, intensiverede især Edvard Brandes sine angreb på grundtvigianerne, og da han i 1883 skrev en provokerende artikel om Grundtvig i anledning af dennes hundredårsdag ("N. F. S. Grundtvig", 9.9.1883), var målet fuldt. Viggo Hørup og Edvard Brandes blev tvunget til at forlade Morgenbladet, men startede kort efter Politiken, der blev de radikale intellektuelles talerør. Hermed var fronten for alvor etableret, og de to åndsretninger kom fra nu af til stå stejlt over for hinanden på hvert deres grundlag.