Henrik Blicher Senklassicisme (1760-1800) og Senklassicisme (1760-1800)

Lyrisk kunst

Omvurderingen af lejlighedsdigtningen er et sigende udtryk for de nye tendenser i lyrikken: Hvor det i barokken var ganske respektabelt at imitere de overleverede retoriske skemaer og digte til bryllupper og begravelser, lægges der nu i stigende grad afstand til princippet om, at en klient kunne (tage sig betalt for at) digte til en mæcen. Den traditionelle lejlighedsdigtning havde haft sit selvfølgelige og ærbødige udgangspunkt i modtageren; den tyske digter F.G. Klopstock regnes for omdrejningspunktet for den nye, høje stil, hvor den antikke ode efter model af Horats tvinger stilen i vejret. P.C. Stenersen var en af dem, der tog den højstemte stil til sig: i Ode til Brud og Brudgom (1754) vender han sig mod den "poetiske Pøbel" (Danmarks Digtekunst II, s. 42). Ewald havde i 1766 fundet nye udtryk for den store smerte i forbindelse med Frederik V's begravelse ("Hold Taare op at trille", SS I 101), og 'den grædende helt' (med Erik A. Nielsens udtryk; Lyrikere, 2001, s. 65-74) er hårdt såret ved vennen Arnsbachs død: "HER traf han mig - Her i mit fulde Hierte / Fandt jeg den dødelige Piil - - " (SS II 191). En lang række af Ewalds centrale digte er således personligt investerede lejlighedsdigte: meditationen over venskab og tid "Haab og Erindring" (SS II 197), entusiasmedigtet "I Abrahamsons Stambog" (Udvalgte digte 1765-1781 (herefter Ud) 111), oden "Til min M***" (SS III 229) og "Til Sielen. En Ode" (SS III 259). Sidstnævnte er ifølge manuskriptet skrevet "I Anledning af Pindse-Festen 1778" (SS VI 271). Baggesen holdt en lyrisk varm linje til sine magtfulde velgørere og disses hustruer i fx "Roserne" (Poetiske Skrifter (herefter PS) IV 91) til grevinde Sybille Reventlow på Brahetrolleborg. Ligesom den aldrende Klopstock blev optændt til nye oder af Den Franske Revolution - "hans Siels anden Messiade" (Labyrinten, s. 74) - skrev Baggesen sig varm på de republikanske frihedsidealer i "Revolutionen" (PS IV 201), der afslutter Labyrinten, og på frihedshelten Napoleon, "Til Bonaparte" (PS IV 233).

Baggesen har grundlagt den danske elegi, dvs. den højstemt sørgmodige genre (s. 52, jf. ADL/Baggesen/forfatterskabet/elegi). Lignende følelser blev efter udenlandsk forbillede rendyrket på kirkegårde: Thomas Grays dystre "Elegy Written in a Country Churchyard" (1751) fik patriotiske danske pendanter i form af C.A. Lunds "Lunden ved Jægerspris", 1788, og Fr. Høegh-Guldbergs "Assistents-Kirkegaarden, en Jambe", trykt i Den danske Tilskuer, nr. 46-47, 1796, s. 361 ff.

Livet i klubberne var af afgørende betydning for meningsdannelsen: De litterære kolleger og svirebrødre i Det norske Selskab (stiftet 1772) var Wessels indforståede publikum, og i Drejers Klub i Læderstræde (stiftet 1775) mødtes herrerne om punch, politik og visesang. Selskabets sangbog rummer satiriske sange som W.H.F. Abrahamsons illusionsløse "Min Søn, om Du vil i Verden frem, / Saa buk" (Den danske Lyrik. Før 1800, 1963, s. 275), K.L. Rahbeks milde opfordring til bægerklang i venners lag, "Paa Friehed høres alle skrige" (sst., s. 269), men også en revolutionær bredside mod aristokraterne i P.A. Heibergs "Selskabs-Sang" med forsikringen "Ordener hænger man paa Idioter" (sst., s. 277). Satire kunne også praktiseres i odens form som P.M. Trojels "Ode til Dumhed", hvor den tvivlsomme gudinde byder at "æde og drikke og sove, / Og avle Dig lydige Børn" (sst., s. 268).

Udenlandske læredigte blev oversat og lignende didaktiske værker kom til på dansk i perioden: Alexander Pope, den engelske klassicismes førstemand, fik An Essay on Man, 1733-34, fordansket i 1759 og Edward Youngs sentimentale hovedværk The Complaint: or Night Thoughts on Life, Death and Immortality, 1742-45, kom på dansk i 1767 og igen i 1783. Christian Tullin benyttede formen, da han besvarede Det smagende Selskabs priskonkurrence om det håndfaste emne "Søefarten, dens Oprindelse og Virkninger", in: Forsøg i de skiønne og nyttige Videnskaber, Første Stykke, 1761. Tulllins andet prisdigt, om "Skabningens Ypperlighed i Henseende til de skabte Tings Orden og Sammenhæng", in: Forsøg _, Tredie Stykke, 1763, skaffede ham i samtiden og længe efter ry som den betydeligste digter mellem Holberg og Ewald, indtil Brorson overtog positionen.

Den deskriptive eller malende digtning var en genre i sig selv. Det smagende Selskab udsatte i 1768 prisen for "det beste Forsøg i den malende Poesie, hvorved Popes Windsor Forest kunde tiene til Exempel" (Det smagende Selskab, s. 47). Den malende digtning er ikke blot malerisk, men også organ for den nye naturfølsomhed, der havde fået Goethe til at benytte Ossians (James Macpherson) pseudo-keltiske højlandsstemninger i sin Die Leiden des jungen Werthers, 1774. Det smagende Selskab anbefalede, at prisbesvarelsen måtte tage udgangspunkt et "Sted i de danske Stater, som ved sin Yndighed eller ved sin Skreksomhed giør sig merkværdigt" (sst.). Ligesom i malerkunsten var man fascineret af frygtindgydende scenerier, og her var Norge leveringsdygtig: Th. Stockfleth skrev i 1776 om vandfaldet Sarpen, Claus Frimann om "Hornelen, et Bierg nordenfields i Norge" (Molbech: Anthologie, bd. I, s. 211 ff.). Debatten om de respektive kunstarters formåen var intensiv, indtil Lessing afsluttede den med Laokoon-afhandlingen i 1766 (Laokoon: oder über die Grenzen der Malerei und Poesie). Den blot naturmalende digtning blev kommenteret af Wessel i digtet "Vaaren" (1774), hvor digteren som de andre entusiaster forlader byen: "Og saa den grønne Mark - den var - ja! Herre Gud! / Man veed, hvordan en Mark, naar den er grøn, seer ud" (Samlede Digte (herefter SD) 170).

Den religiøse digtning kommer traditionelt til udtryk i sangbare salmer, men søger i perioden et forstærket udtryk i oder og odelignende former. Det forklares undertiden med Klopstock som generationens nye autoritet, om end Paul V. Rubow beklagede hans indflydelse og kaldte ham "en svulstig og smagløs Ordgyder" (Tendenser, 1944, s. 65). Eller det forklares med påvirkningen fra den hjemligere pietisme. Med Ewald rykker pietismen - ikke uden anfægtelser - ind i centrallyrikken. Påvirkningen er senest undersøgt af Thomas Bredsdorff, der i en omtale af Ewalds "digterreligion" konkluderer: "Men forbindelsen bagud, til radikalpietismens forestilling om jordisk salighed, er ikke mindre stærk end forbindelsen fremad, til romantikere og modernister" (Den brogede oplysning, 2003, s. 230). Graden af pietistisk bodfærdighed i Ewalds "Til Sielen. En Ode" (SS III 259) er stadig omdiskuteret; digtets blændende styrke står dog ikke til diskussion. Den sangbare salmedigtning fik et tvivlsomt eftermæle i Evangelisk-kristelig Psalmebog, 1798, hvor den teologiske rationalisme gik hårdhændet til værks mod Brorsons billedsprog. Den autonome kunstdigtning var ved at fjerne sig fra brugsdigtningen.

Fortællekunst

En selvstændig dansk prosatradition rummer sidste halvdel af 1700-tallet ikke. Der er dog to markante undtagelser fra denne regel, og for begges vedkommende gør specielle vilkår sig gældende: Johannes Ewald skrev nok romanagtigt om sig selv i bekendelsesskriftet Levnet og Meeninger, nedskrevet 1774-78, men værket henlå upubliceret, indtil Ewald-kenderen K.L. Rahbek lod det trykke i i en ufuldstændig udgave 1804-08, først trykt i hel længde i 1855. Levnet og Meeninger fik således ikke mulighed for at inspirere samtiden, og der skulle gå mange år, før det rykkede ind mod centrum af forfatterskabet. For samtiden var Ewald først og fremmest dramatiker. Den anden undtagelse er Jens Baggesens Labyrinten, 1792-93, en ualmindelig veloplagt rejseskildring fra revolutionsåret 1789. Baggesens genresprængende og ekvilibristiske prosa blev først genoptaget af Søren Kierkegaard i 1840'erne. Ser man bort fra disse to tvetydige hovedstationer i udviklingen af en ambitiøs dansk fiktionsprosa, en konfession og en rejseskildring, står den danske prosalitteratur ikke stærkt. Ser man ydermere bort fra de djærvt berettende folkebøger af ældre dato, som langt ind i 1800-tallet blev genoptrykt gang på gang, kan man med Billeskov Jansen karakterisere periodens fortællekunst på prosa som svag og uselvstændig (s. 147). Romanen, 1800-tallets dominerende genre, var endnu i støbeskeen.

Det sene 1700-tal havde sine egne små og store genrer, alle i gæld til traditionen. Til de små former hørte fabelen, der som kortfattet, pointeret form kan anskueliggøre mellemmenneskelige omgangsformer. Holberg benyttede fabelen i oplysningens tjeneste og skrev om grisen, der trods behjertede forsøg på opdragelse forbliver et svin ("Om den vel optugtede Griis", nr. 179; Værker IX 424) eller om ostemiderne, hvis overblik ikke rækker længere end til at opfatte malkepigen som deres skaber (nr. 81). Holberg skrev i modsætning til sin franske inspirationskilde La Fontaine sine Moralske Fabler, 1751, på prosa. De mange danske dyrkere af fabelen havde i højere grad C.F. Gellerts populære Fabeln und Erzählungen, 1746-48, som forbillede. Hverken J.A. Dyssels, Edvard Storms eller C.A. Todes tungt moraliserende bud på genren er blevet stående. Ewald skrev blot to fabler, og "Eselet og Bonden" (UD 61) lever endnu som en hjerteskærende beretning om et overgreb.

Også den komiske fortælling står i gæld til den franske klassicist La Fontaine. I 1772 udkom anonymt Forsøg til originale danske Fortællinger efter Hr. Fontaines Maade, og i tiåret 1775-85 skrev J.H. Wessel 37 komiske fortællinger på vers (ADL/Wessel/Komiske Fortællinger). Hans efterfølger i genren på "Vers, som jeg har trukket ud og ind, / Alt efter Musens løierlige Sind" (Poetiske Skrifter II, s. 10) blev Jens Baggesen, som kanondebuterede i 1785 med Comiske Fortællinger. Billeskov Jansen sætter mere pris på den danske forbindelse fra Holberg (med parodien på den klassiske storform, Peder Paars, 1719-20, Værker II 7-268) til Wessel end den tyske fra C.M. Wieland til Baggesen, som "drukner Situationer og Handling i Tankedigressioner og litterære Hentydninger" (s. 138). Mere fortæller end fortælling.

Wieland satte også normen for den seriøse versfortælling, da Christen Pram i 1785 udgav Stærkodder. Et Digt i femten Sange, "det mærkeligste danske Epos siden "Peder Paars"" (s. 139). Hvor det klassiske epos var båret af utvetydig patos, blander tyskeren og hans danske elev sagnstoffet med ironiske sideblik og muntre anakronismer. Digtet om Saxos danske sagnhelt blev en del af en nordisk, eller i bredere perspektiv germansk, renæssance, hvor nationalt sagnstof blev genoplivet og genfortalt af forfattere som Pram, Samsøe og Tode. Ewald kaldte selv sin klage over J.H.E. Bernstorffs fald, "Philet" (1770, SS II 19) for "en Fortælning", men den er i højere grad båret af Ewalds højstemte diktion.

Den religiøse fortælling, bibeleposet, var en genre, som appellerede til adskillige digterpræster: dramatikeren Nordahl Bruun digt om Jonathan (fra 1. Samuelsbog) var del af en ubrudt tradition forud for udgivelsesåret 1796. John Miltons store digte Paradise Lost og Paradise Regained fra slutningen af 1600-tallet blev oversat til dansk i de engelsk-interesserede 1790'ere, og Klopstocks storladne heksameterdigt Der Messias udkom i København 1755-68. De største episke ambitioner tilhørte dog Jens Baggesen: Parthenäis oder Die Alpenreise, 1803, er en beretning fra de schweiziske alper, et 'idyllisk epos' på heksametre om tre graciøse hyrdemodeller (Jungfrauen) og deres udflugt til Jungfrau under den unge skandinav Nordfranks kyndige vejledning.

Den moralske fortælling havde sit udgangspunkt i Spectator-litteraturen. Englænderne Addison og Steeles tidsskrift blev model for en række oplysende tidsskrifter i Danmark. J.S. Sneedorff bestyrede Den patriotiske Tilskuer, 1761-63, fra Sorø og benyttede ligesom sine forgængere breve, allegorier, fortællinger og et fast netværk af debatterende standskarakterer i oplysningens tjeneste. Den nyeste, samlede karakteristik lyder således: "Efter Holberg kommer Sneedorffs og Charlotta Dorothea Biehls blege moralske fortællinger, en tidsbunden genre, Rahbek siden snarere forlænger end fornyer. Det er tekster, der undertiden kan virke mere som referater af fortællinger end som disse selv" (Fl. Lundgreen-Nielsen, in: Digternes paryk, 1997, s. 267). Eksempler kan læses i antologierne Moralske fortællinger 1761-1805, 1994, og Danske litterære tekster fra 1700-tallet, 2002.

Også Ewald lånte af Spectator-litteraturens romanagtige arsenal, han debuterede i 1764 med den allegoriske fortælling Lykkens Tempel (SS I 62) og fik i 1771 skrevet dele af en filosofisk fortælling, Herr Panthakaks Historie (SS IV 1), i dialog med Voltaires filosofiske roman Candide, ou l'optimisme, 1759. Lige dele livsfilosofi og satire blev afviklet behændigt i Christen Prams bidrag til Minerva i 1786, Jørgen. En Dosmers Levnetsbeskrivelse og Hans Kruuskop. Renlivet satire finder man i P.A. Heibergs Rigsdalers-Sedlens Hændelser, 1789-93.

Den nordiske fortælling var en særlig form af den moralske fortælling. Historikeren P.F Suhm vandt i 1772 Det smagende Selskabs pris for "Sigrid, eller Kierlighed Tapperheds Belønning" (efter Saxo, 7. bog; trykt i: Forsøg _, Tiende Stykke, 1772), fulgte successen op med "De tre Venner eller Hialmar, Asbiørg og Orvarodd. En Fortælling" (efter Ørvarodds saga; trykt i: Forsøg _, Ellevte Stykke, 1774) og "Signe og Habor eller Kierlighed stærkere end Døden" (trykt i: Forsøg _, Tolvte Stykke, 1777). Dramatikeren Samsøe fulgte efter.

Dydige samtidsromaner blev skrevet i udlandet såvel som i Danmark. Englænderen Samuel Richardsons bestseller Pamela: or, Virtue Rewarded, 1740, blev hurtigt oversat til dansk i 1743-46 som Pamela Eller Den belønnede Dyd, men det mest oplagte eksempel på udveksling over landegrænser på det internationale bogmarked er Richardsons The History of Charles Grandison. In a Series of Letters, Published frem the Originals, 1753-54. Både ved brevformen og ved sin insisteren på, at fiktionen er autentisk dannede englænderen skole. Sir Charles Grandison blev straks oversat til tysk (og var dermed ikke langt fra de danske læserinder). I Tyskland dramatiserede C.M. Wieland historien i Clementina von Poretta, 1760, og romanens sværmeriske idealer opnåede at blive genstand for satire i J.K.A. Musäus' Der deutsche Grandison, 1781. Romanen blev oversat til dansk i 1780-82 og videreudviklet af Charlotte Baden med Den fortsatte Grandsion, i sexten Breve, 1785 (rev. 1792, først trykt i Bibliothek for det smukke Kjøn). I 1796 advarede digteren Schack Staffeldt en østrigsk teenager mod at lade sig forføre af romanens idealer: "En Grandison er hver en yngling, / En Pige er en himmelsk Clemntine" (Samlede digte, bd. II, s. 87). Også Knud Lyne Rahbek skrev romaner efter udenlandsk forbillede. Han debuterede som tyveårig med skuespillet Den unge Darby, 1780 (efter Goethes unge Werther), der gav ham det betænkelige tilnavn 'den unge Rahbek', men lagde sig senere efter franskmanden Jean-François Marmontels følsomme-moralske fortællinger: fx de kortere Hanna von Ostheim, 1790, og Bomhuset, 1793, og den længere om Carl Melneks livsforløb, 1793-1806 (alle i Prosaiske Forsøg, bd. I-VIII, 1785-1806). Lægen Johan Clemens Tode oversatte den skotske læge Tobias Smollets muntre rejseromaner Peregrine Pickles Tildragelser og Humphry Clinckers Reise og lod sig inspirere til Kjærligheds Nytte eller tre Dages Tildragelser, 1791-92 i tidsskriftet Iris (med undertitlen "national og original Roman", samlet 1803). "Den interessanteste" af dydsromanerne (s. 156) er Laurids Kruses Morderen med koldt Overlæg, og dog en Mand der fortjener Agtelse, 1801.

Det er "dog altsammen kun smaat bevendt" (s. 157), og når Billeskov skal gøre boet op over "de mange danske "originale" Makulaturromaner fra det 18. Aarhundredes sidste Tredjedel", sidder han "lettet og lykkelig" (s. 159) tilbage med blot to mesterværker, to oversættelser: C.D. Biehls danske version af Cervantes' Don Quixote, 1605 (1776-77) og Baggesens af Holbergs Nicolai Klimii Iter subterraneum, 1741 (1789). Det er en hård dom, men den er stort set ikke blevet modsagt i nyere tid. Skulle datidens prosalitteraur rehabiliteres, måtte det ske ved at inddrage litteratursociologiske såvel som biografiske aspekter i højere grad end det gør sig gældende i Danmarks Digtekunst.

Dramatisk kunst

Dramatik kræver en scene. Den institution, som Ludvig Holberg havde bidraget eksplosivt veloplagt til i 1720'erne ('den poetiske raptus'), var gået neden om og hjem, allerede inden statspietismen under Christian VI (1730-46) lagde en dæmper på løjerne. Den danske Skueplads (som tillige er titlen på Holbergs samling af komedier i fem bind, 1731) genåbnede på Kongens Nytorv i 1748. Men tiden og smagen havde ændret sig; Holberg m.fl. skriver "alvorlige Lystspil" (s. 184) eller "moralsk-sentimentale" komedier (s. 186). Billeskov Jansen har karakteriseret den nye - danske og oversatte - komedie (fx Charlotta Dorothea Biehl) som optaget af "moralsk Opbyggelse" og "lavloftet Etik" (s. 188). Der er langt op til den "højere Lystighed" hos den unge Holberg (s. 188), men til gengæld kan den følsomme, 'rørende komedie' (comédie larmoyante) vurderes som en raffinering af smagen hos publikum hen imod dramatiske storværker som Ewalds Balders Død (heroisk syngespil; trykt i: Forsøg _, Ellevte Stykke, 1774) og Fiskerne (syngespil, 1779).

Den klassiske tragedie delte ofte sit antikt-mytologiske emne med operaen. Konfliktstoffet ligner: et indre drama, en sjælekamp med "et Menneske stillet i et skæbnesvangert Valg mellem to Muligheder, Pligtens og Tilbøjelighedens, Fornuftens og Lidenskabens" (s. 189). Både den klassicistiske tragedie og Shakespeare er "Lidenskabernes dramatik" (s. 190), men den grandiose englænder blev først spillet på dansk i 1813 (Hamlet) med oversætteren Peter Foersom i titelrollen. Inden da havde han dog haft indirekte virkning på den danske scene.

Den første danske opera med uklassisk (nordisk) emne blev Niels Krog Bredals Gram og Signe, eller Kierligheds og Tapperheds Mesterstykker (Saxo, 4. bog, 1756). Først med Jens Baggesens og Kunzens Holger Danske, 1789, resulterede det dansk-tyske samarbejde i original operadramatik. Operaen som form blev imødegået med både æstetiske og økonomiske argumenter.

På det endnu eksisterende Hofteater på Christiansborg gav en fransk trup et fransk-klassicistisk repertoire (især Voltaire, i mindre grad Corneille og Racine) i årene 1767-73. Corneilles dramatik fik afgørende indflydelse på Ewalds debut i den regelbundne genre, syndefaldsdramaet: Adam og Ewa eller Den Ulykkelige Prøve, 1769 (SS I 145). Fra Ewalds introduktion til sine Samtlige Skrifter, 1780-81, er det kendt, hvordan Corneille herefter blev erstattet af andre engelsk-tyske inspirationskilder (Wielands tyske Shakespeare-oversættelse, 1762 ff., James Macphersons pseudokeltiske Ossian-digte og "den store Klopstock" (SS III 247).

Ewalds senere dramaer blev til i dialog med disse udenlandske forudsætninger uden dog helt at forlade det klassicistiske regelsæt (tidens, stedets og handlingens enhed; 5 obligatoriske akter; alexandrinere som selvfølgeligt heroisk versemål): sørgespillet Rolf Krage i hektisk prosa (udg. 1770, efter Saxo, SS I 271) blev - ligesom sine forgængere i genren - aldrig opført.

Tiden var til syngespil. I nordmanden Niels Krog Bredals Tronfølgen i Sidon, 1771, lå vægten på skuespildirektøren Giuseppe Sartis musik, og stykket gav i den efterfølgende sæson anledning til en bredside fra den unge (anonyme) Peder Rosenstand-Goiske, som ved den lejlighed opfandt en ambitiøs dansk teaterkritik i Den Dramatiske Journal. 1772 blev det store år for den fransk-klassiske tragedie. Den kendteste er Johan Nordahl Bruns Voltaire-inspirerede Zarine. Et Sørgespil i fem Optoge, men den allermest kendte er parodien på dem alle: Johan Herman Wessels Kierlighed uden Strømper, "en Klassicists drilske Spøg med Klassicismen, en overlegen Aands aandfulde Leg med det der er ham helligt" (s. 208).

Wessels parodi opnåede ikke at tage livet af tragedien, og det var heller ikke hensigten. Den brændende, men tragiske elskov blev emnet for Ewalds næste satsning, Balders Død, 1775. Syngespillet kan i sin problematik minde om den skæbnebestemt umulige passion i Racines Phèdre, 1677, men i modsætning til Racines titelfigur, er Balder en sentimental, en selvnydende karakter (s. 218) - med Per Højholts langt senere ord: "forfølt og underelsket" (Poetens hoved, 1963). Ewalds sidste dramaeksperiment blev syngespillet Fiskerne, opført 1780, et bestillingsarbejde til den kongelige skueplads med udgangspunkt i Ove Mallings national-heroiske anekdotesamling Store og gode Handlinger, 1777: en stranding ved Hornbæk er baggrunden for de lokale fiskeres behjertede redningsaktion og gør de jævne folk til "Bedriftens og Følelsens Adelsmænd" (s. 221).

Nedbrydningen af de faste genreforskrifter var en realitet hen imod slutningen af århundredet, hvor flere blandingsgenrer kom til. Der er heroiske skuespil med nationalt emne som påskud for familiedramaer: Birgitte Boyes Gorm den Gamle, opført 1785, Jonas Reins dramatisering af Axel og Valborgs oldnordiske kærlighedshistorie, Hagen og Axel, 1786, aldrig opført, og flere stykker af Christen Pram. Ligesom i Jens Baggesens opera Holger Danske, 1789, står "Elskovs Dyd, Kærlighedstroskaben" (s. 232) i centrum.

Endnu holdbare eksempler på "denne følsomme Ekspansion, denne sentimentale Heroisme" (s. 239) finder Billeskov Jansen i tragedier som O.J. Samsøes offervillige Dyveke, opført 1796, og L.C. Sanders tyranbetvingerdrama Niels Ebbesen af Nörreriis året efter (første gang trykt i Skandinavisk Museum, bd. 1, 1798. Udgivet selvstændigt året efter med titlen: Danmarks Befrielse, eller Niels Ebbesen af Nørreriis). Den tyske indflydelse har sat sig igennem: dramaets faste enheder opgives, den uhæmmede følelse rendyrkes, en tilnærmet realistisk prosa vinder frem, og personerne er dydige borgerhelte.

Også den høje stils mester, Johannes Ewald, skrev komedier. Genren står i gæld til Molière og Holberg, men bliver i revolutionstiden satirisk og politisk vendt mod tyskeriet i Danmark hos P.A. Heiberg i De Vonner og Vanner, trykt 1793 i bd. 2 af Heibergs Skuespil, 1792-94, opført 1792 på Det Kongelige Teater, 3 gange i alt. Den "betydeligste danske Komedie efter Holberg" (s. 244) var Oluf Chr. Olufsens Gulddaasen, 1793, opført samme år. Landlige idyller med et minimum af konfliktstof blev fremstillet af Thomas Thaarup efter fransk forbillede: syngespillene Høst-Gildet, 1790, og Peters Bryllup, 1793.