Søren Baggesen Uddrag fra Christian Winther

Samlingerne efter Nogle Digte rummer på samme måde en del idylliske digte isprængt den ironiske dissonans. I Sang og Sagn 1840 kommer således "Ravnens Qvide" (Poet. Skr. I, s. 110) som traditionen vil vide at Winther skrev og sendte til Sophie Hansen som et led i bestræbelserne på at kvitte hende. Det er et dialogdigt som begynder med en lang replik fra ravnen. Den er blevet fanget og holdes som kælefugl af hende, og dens replik er en lang klagesang over hendes grusomhed og dens egen fortvivlelse ved at være fanget og forkælet med stegt kød, når den nu meget hellere vil være fri og æde levende duer den selv har fanget. Men hele lamenteringen vendes ironisk da pigen endelig får ordet: