I sin nekrolog over Topsøe (Ude og Hjemme, 16.10.1881, optrykt i Litterære Tendenser. Artikler og Anmeldelser, 1968, s. 43-50) tager Edvard Brandes afsæt i netop den "Finhed", som han i anmeldelsen kom for skade at tillægge romanen, idet han her gennemgående karakteriserer Topsøe som person og som forfatter negativt ud fra en påtaget "Fornemhed", der udvides med en "Forsigtighed", der siges at være kommet Topsøe til skade som forfatter. Edvard Brandes undlader dog ikke i nekrologen at berøre den positive omtale i Det nittende Aarhundrede (uden at nævne sig selv som forfatter til anmeldelsen), men vender denne "fadæse" til egen fordel ved at fremhæve, at Topsøe således blev rost i Brandes-lejren, mens hans bog blev angrebet af hans egne for dens manglende moral. Edvard Brandes sigter her til en anmeldelse i den konservative avis Fædrelandet (28.12.1875). Heraf udvikles så videre, at Topsøe, forskrækket over denne reaktion fra egne rækker, trak følehornene til sig i det efterfølgende forfatterskab. Edvard Brandes svinger sig imidlertid i nekrologen op til at sige om Topsøe: "Han var som Menneske meget udpræget og original, en skarpt bestemt Individualitet - han var derimod som Forfatter ikke særdeles original, netop fordi han ikke vilde være sig selv" (Litterære Tendenser, s. 49 f.). Og om forfatterskabet kan han sige, at "Rosen over hans Arbejder har været lidt overdreven [...] det er ikke Arbejde af første Rang [...] Han var ikke frygtløs som Forfatter, og den fornemme Kunst blev til ufri Kunst" (s. 50).