Mødet med den schellingske romantiske naturfilosofi var afgørende for Steffens. I sin opfattelse af naturen havde Schelling grebet tilbage til Kants begreb i Kritik der Urteilskraft (1790) (Kritik af dømmekraften) om en organisme som et naturprodukt, hvis dele eksisterer for helhedens skyld og helheden for delenes skyld. En organisme er derfor et selvorganiserende hele. Da den bruger naturens resurser til at frembringe sig selv, kan den kaldes et naturformål. Naturen som helhed, mente Schelling, kan opfattes som en sådan organisme, der i en stadig dynamisk aktivitet er producerende, dvs. naturen, som omfatter både den organiske og den uorganiske natur, er et levende hele. Denne dynamiske naturopfattelse var blandt andet inspireret af Kants forsøg i Metaphysische Anfangsgründe der Naturwissenschaft (1786) (Naturvidenskabens metafysiske principper) på at skitsere en a priori, dvs. uafhængig af erfaringen, rekonstruktion af naturen ud fra to antagne grundkræfter, tiltrækningskraften og frastødningskraften.