Carl Henrik Koch Uddrag fra Henrich Steffens

Steffens' egentlige opgør med empirismen kom først i forelæsningerne i København, hvor især den engelske empirist David Hume, som ikke er nævnt i de publicerede indledningsforelæsninger, synes at have været udsat for angreb. Hume havde argumenteret for, at alle menneskets forestillinger og begreber i sidste instans stammer fra sanseindtryk, og havde i sin analyse af kausalerkendelsen afvist, at vi skulle kunne erkende en kausalkraft, og at kausalfølgen skulle kunne tilskrives nogen nødvendighed. Ifølge Grundtvigs referat af Steffens' omtale af Hume havde Steffens forsøgt at gendrive disse synspunkter (N.F.S. Grundtvig: Dag- og Udtogsbøger, ved G. Albeck, bd. 1, 1979, s. 15).