Carl Henrik Koch Uddrag fra Henrich Steffens

Med Beyträge ville Steffens give sit bidrag til besvarelse af spørgsmålet om, hvorledes Jorden har udviklet sig. Et svar forudsætter imidlertid, at Jordens oprindelse som en selvstændig klode, forskellig fra andre kloder, er kendt; men viden om Jordens oprindelse forudsætter igen svar på spørgsmålene dels om hele universets organisation og dels om, hvordan der er opstået kvaliteter og kvalitative forskelligheder i en antaget oprindelig homogen masse. Til disse spørgsmål føjer sig ydermere problemet om, hvordan de enkelte organismer kan opstå i totalorganismen, dvs. på Jorden, og hvorledes den organiske verden udvikler sig trin for trin. Alle disse spørgsmål, mente Steffens, kunne den sædvanlige fysik ikke besvare; kun ud fra principper i Schellings dynamiske naturfilosofi er det muligt at redegøre for Jordens indre historie, dvs. for hvorledes et iboende organiserende princip manifesterer sig i udviklingens enkelte faser: "Ved anvendelsen af disse principper til forklaring af naturfænomenerne følger vi den sig selv udviklende Jord fra et udviklingstrin til det næste [...] Videnskabeligt at følge denne fremadskriden i udvikling udgør den sande historie om Jorden; men det, som adskiller udviklingstrinene fra hinanden, er kvalitet. For at adskille denne videnskab fra den såkaldte naturhistorie, der blot beskæftiger sig med det udvendige ved fænomenerne, kalder jeg den for Jordens indre naturhistorie, da kvalitet i modsætning til dens manifestation, der udfylder rummet [dvs. det stoflige], kaldes det egentlige indre, og jeg forstår ved den betegnelse netop det samme, som man mere eller mindre klart indtil nu har forstået som en teori om Jorden." [Tysk original tekst] . Naturens evige liv, den stadige afveksling af fænomenerne, erkender vi først, når vi ser bort fra det stoflige og finder frem til den indre dynamik, der manifesterer sig i den fysiske verden.