Som i Beyträge zur innern Naturgeschichte der Erde (1801) beskriver Steffens i sin første forelæsning livet som en evig strid imellem to modsatrettede kræfter eller drifter, selvopholdelsesdriften, dvs. den egoistiske drift, hvis mål er individet, og enhedsdriften, hvis mål erartens opretholdelse, hvortil individet kun er middel. Hos mennesker fremtræder selvopholdelsesdriften som en stræben efter lyksalighed og enhedsdriften som moralitet. Denne moralitet er udtryk for, at enhedsdriften - og hermed naturen - hæmmer den egoistiske lyksalighedsdrift, som ureguleret ville medføre en alles krig imod alle. I dette spil optræder naturen som en "höyere, usynlig Haand" (Indledning 21), der gennemtvinger den harmoni imellem de modsatrettede drifter, som gør samfundslivet muligt.