Som alt andet naturfrembragt har mennesket det evige og organiserende princip i sig, som blandt andet fremtræder som erkendedrift, dvs. som fornuft. Denne er "det Inderste i os, det Guddommelige, ved hvilket enhver er foreenet med alt. Det er den höje Tendenz, den ædle Spire, som vækker os, den Straale af den evige Klarhed, som hæver os, det dybe, bevægende Princip for alle vore höjere Önsker. Indslynget i den evige Organisation, i hvilket det Hele og alle Delene bestaae i en evig Vexelvirkning, skjenkede en Guddom os det organiserende Princip med vor Existenz. At hæve denne Spire, at bringe den til at voxe, er det ædlere Menneskes evige Önske" (Indledning 155). Dette betyder, at naturideen eller fornuften i naturen, dvs. det objektive, og fornuften i mennesket, dvs. det subjektive, er et og det samme. Det er derfor, at Steffens hævder, at mennesket i sig selv kan finde nøglen til naturens hemmelighed. I sin erkendelse af naturens væsen genfinder fornuften sig selv, hvorved det subjektive og det objektive identificeres, og naturideen, som det absolutte, bliver subjekt-objekt. Opgaven, som Steffens ville påtage sig i de efterfølgende forelæsninger, var at undersøge, om denne erkendelse er mulig.